LAND

SPROG

MIN LUFTHAVN

    ENKELT FRA
    Guide

    Guide

    Guide til Frankfurt

    Frankfurt ligger midt i Tyskland ved floden Main i delstaten Hessen og er en af landets største byer. I Frankfurt oplever du både charmerende gamle bygninger og Europas mest imponerende skyline – byen er på den arkitektoniske front i høj grad kontrasternes by.

    Frankfurt hører til blandt verdens vigtigste finansielle centre. Den Europæiske Centralbank, som administrerer den monetære politik i EU-landene, ligger bl.a. i byen, og byen har derfor også valgt at kalde sig ”The City og the Euro”.

    Det skal du opleve i Frankfurt

    Frankfurt er perfekt til en miniferie eller en weekendtur, og uanset om du er til kultur, natur eller ren afslapning, har byen noget at byde på. Byen tilbyder masser af anerkendte museer, indbydende parker, historie, shopping og lækker mad. Så uanset om du er til picnic ved flodbredden, futuristisk skyline i den finansielle del af byen eller kunstoplevelser, skuffer Frankfurt ikke.

    Den historiske bymidte Römerberg

    Den gamle plads Römerberg i hjertet af Frankfurt er byens centrum og et godt sted at begynde udforskningen af byen. Ved pladsen finder du en lang række gamle bygninger såsom byens rådhus og kirken Alte Nikolaikirche fra 1200-tallet. Også Frankfurts domkirke opført i gotisk stil i 1500-tallet ligger i umiddelbar nærhed af Römerberg. Domkirken hedder Sankt Bartholomæus’ katedral, og fra 1562-1792 blev de romerske kejsere kronet i katedralen.

    Shopping – bl.a. i handelsgaden Ziel

    Når det gælder shopping, er det i centrum af byen, du finder de bedste shoppingmuligheder. Indbyggerne kalder byens handelsgade "Ziel", og det er dén gade, du skal spørge efter, hvis du vil shoppe tøj til gode priser. Leder du derimod efter dyrere designerbutikker og smykkeforretninger, skal du besøge Goethe Strasse et stykke fra Ziel.

    Mad og drikke i Frankfurt

    Når du skal ud at spise i Frankfurt, kan du vælge mellem alt fra enkel tysk husmandskost, klassisk cafémad og udsøgte delikatesser på luksuriøse restauranter. På Römerberg-pladsen ligger der bl.a. masser af hyggelige caféer, og her kan du nyde din frokost i charmerende omgivelser.

    Det tyske køkken kan generelt byde på meget varieret mad. Landet er specielt berømt for sine pølser (wurst), men også for glimrende tilberedte svinekoteletter og andet svinekød, ligesom roastbeef, fjerkræsretter og forskellige typer af mel- og kødboller er blandt de tyske specialiteter.

    Når det kommer til drikke, er det værd at fremhæve, at alle tyske regioner har deres egen ølbrygningstradition, og i Frankfurt er det således let at finde en lang række af regionale og lokale specialøl. Derudover har landet også et stort og glimrende udvalg af hvidvine.

    Smuk natur og betagende skyline

    Vil du ud og nyde de grønne områder i Frankfurt, skal du besøge den botaniske have Palmengarten eller parken Grüneburgpark, som er hele byens fristed. Er vejret til det, er det også en oplevelse at dække op til picnic ved bredden af Main-floden, hvor du kan nyde udsigten til Frankfurts skyline.

    Verdensberømte museer

    Frankfurt er den by i Tyskland, hvor der ligger flest museer. Hele 10 % af byens skatteindtægter går til kunst og kultur, og det afspejler sig i de mange kulturelle tilbud, byen rummer. Langs Museumsufer på Mainflodens sydbred ligger f.eks. verdensberømte museer, der er fyldt med kunst, film, design og kulturhistorie.

    Vi anvender cookies til at gøre din oplevelse så god som mulig. Ved at anvende dette websted accepterer du vores cookie-politik