LAND

SPROG

MIN LUFTHAVN

    ONE WAY FRA
    Turistinformation

    Turistinformation

    Billige flybilletter til Oslo

    Oslo var måske engang verdens kedeligste hovedstad, men det er absolut ikke længere tilfældet.

    Byen er måske lille i størrelse og i antal af indbyggere, men byen er fuld af paradokser. Oslo har overraskende mange træk man ikke forbinder med andre europæiske hovedstæder. Indenfor bygrænsen finder man både vildmark og et stort udbud af restauranter, alt lige fra shopping til kunst og kultur i alle former. Byen opfattes derfor af mange som spændende og rig på oplevelser. Norge forbindes naturligvis altid med skiløb, men Oslo er mere end blot en vinterdestination.

    SAS har op til 13 daglige afgange København-Oslo.

     

    Seværdigheder / Museer i Oslo

    Af internationalt kendte seværdigheder huser byen bl.a. Vigelandsparken. Vigelandsparken er hele Norges mest besøgte seværdighed med over en million besøgende hvert år. Én af landets største kunstnere Gustav Vigeland står bag de ca. 200 skulpturer og har desuden tegnet parken – deraf navnet. Hovedattraktionen i parken må nok siges at være den 20 meter høje obelisk, som er verdens højeste granitskulptur.

    Oslo tilbyder ca. 50 museer og en mængde gallerier. Er du kunstelsker vil National Galleriet være et besøg værd. National Galleriet indeholder Norges største og fineste samling af skulpturer og malerier. Der er en hel sal dedikeret til Norges største kunstner Edvard Munch, hvor størstedelen af hans hovedværk hænger til beundring.

    Er du mere en ski-entusiast bør du kigge forbi Holmenkollen Skimuseum. Skimuseet er verdens ældste specialmuseum for ski. Her har du muligheden for at opleve skienes historie gennem 4000 år. Museets basisudstillinger spænder over temaer lige fra de ældste ski, kongefamilien på ski til udstillinger fra de Olympiske vinterlege i Oslo 1952 og Lillehammer 1994. Desuden har museet den bedste udsigt over byen.

     

    Shopping i Oslo

    Du kan finde alt i Oslo. Store shopping centre, små butikker, gågade med hundredevis af forretninger, charmerende antikvitetsbutikker, loppemarkeder, eksklusive internationale mærkevareforretninger og lokale købmandsbutikker. Især hvis du går ned ad Karl Johans Gatan, vil du finde lidt for enhver smag. April udsalget er den bedste tid at tage på shopping i Oslo, især hvis man går efter det traditionelle uldtøj eller noget nyt vinterudstyr.

     

    Mad

    Man skal dykke lidt ned i lommerne for at nyde det norske køkken til fulde. Hele fire restauranter i Oslo kan skilte med de prestigefyldte Michelinstjerner. Vælg mellem Bagatelle(**), Le Canard(*), Stadtholdergaarden(*) eller Feinschmecker(*). Oslo har desuden et blændende udvalg af fiskerestauranter. Dette er restauranter med formidabel god mad.

    Vælg ellers mellem god gammeldags bondekost, delikate retter af fisk, vildt, elg og rådyr eller spænende kulinariske retter fra alle verdenshjørner. Fælles for alle råvarerne er, at de kommer fra naturens eget spisekammer. Her er det muligt at spise god og spænende mad i alle prisklasser og kategorier!

     

    Natteliv

    Nattelivet i Oslo er alt andet end kedeligt. Der er utallige barer, cafeer og natklubber at vælge i mellem. Mange live DJ's fra over hele verden holder stemningen i top rundt om på byens barer og natklubber og Oslo er også kendt for sit spændende jazzmiljø. Især i weekenden er der mange steder der tilbyder live koncerter. De fleste barer og natklubber har åbent til kl.03.00 og man skal være opmærksom på, at der kan være en aldersgrænse samt en entré-pris for at komme ind. Generelt er alle serveringssteder non-smoking.

    Vi anvender cookies til at gøre din oplevelse så god som mulig. Ved at anvende dette websted accepterer du vores cookie-politik