LAND

SPROG

MIN LUFTHAVN

    ENKELT FRA
    Spisesteder i Paris

    Spisesteder i Paris

    Paris – gastronomi i topklasse

    Paris er enhver gourmands ønskeferiemål. Paris er centrum for det verdensberømte franske køkken, der er et af verdens mest kendte og elskede. Det franske køkken spænder fra mættende og velsmagende husmandskost til det ypperligste indenfor moderne gastronomi, og det hele kan findes i Paris.

     

    Boulangeries – de parisiske bagerier

    De parisiske bagerier er noget helt for sig selv. Med nærmest et på hvert hjørne går man sjældent forgæves, når man er på jagt efter en morgenmadscroissant eller en café au lait med en pain au chocolat til at styrke sig på, inden turen går videre. Mange bagerier er også konditorier og tilbyder lækre, overdådige kager, smukt dekorerede med glasur og pynt. Paris er også hjemsted for nogle af verdens bedste chokolademagere, besøg for eksempel La Maison du Chocolat i kvarteret Faubourg St. Honoré. Stedet er kendt for sine chokoladetrøfler og ganaches – chokolade med cremefyldt midte.

     

    Michelinguidens hjem

    Paris er oprindelsesstedet for den toneangivende Michelinguide, der hvert år belønner verdens bedste restauranter med stjerner. Guiden blev udgivet første gang i 1900 af pariseren André Michelin og er i dag en vigtig gastronomisk målestok. I dag er 3 Michelinstjerner den højeste internationale anerkendelse en restaurant kan få, og æren er forbeholdt ganske få restauranter verden over. I Paris er omkring 10 restauranter udstyret med 3 Michelin-stjerner, og et stort antal af byens restauranter er udstyret med 1- eller 2 stjerner. Er penge ikke et problem, er det værd at lægge vejen forbi en af byens Michelinstjerne-restauranter, for her kan man opleve upåklagelig service og det absolut ypperste indenfor fransk gastronomi.

    Vi anvender cookies til at gøre din oplevelse så god som mulig. Ved at anvende dette websted accepterer du vores cookie-politik