LAND

SPROG

MIN LUFTHAVN

    ENKELT FRA

    Shopping

    Paris er en af verdens modehovedstæder og huser nogle af verdens mest toneangivende designere som for eksempel Comme des Garçons, Hermès, Christian Dior og Chanel. Paris er stedet at shoppe, hvis man leder efter at finde lidt je ne sais quoi , for her kan man finde en enorm mængde butikker, der frister med det bedste indenfor tøj, sko og tilbehør. Enhver kan finde sin egen stil her – bohème, klassisk, trendy eller sporty.

     

    Stormagasinet Printemps

    Stormagasinet Printemps er en af Paris’ mest prestigiøse butikker – her findes alle de nyeste trends indenfor mode, skønhed, indretning og mere. Printemps blev grundlagt i 1865 af Jules Jaluzot, og blev hurtigt en toneangivende butik. Printemps spænder i dag over knap 50.000 m2 fordelt på 25 etager på 3 bygninger. Printemps huser også en panorama-terrasse med udsigt over byen og udefra er stormagasinet også interessant med sin art deco kuppel og smukke glasfacader. Bliver man overvældet af de mange fristende tilbud, kan man holde pause i en af de 8 restauranter, der serverer alt fra café au lait og kage til mere mættende hovedretter.

     

    Faubourg Saint-Honoré

    Faubourg Saint-Honoré er et af Paris’ mest pulserende kvarterer, når det kommer til mode og livsstil. Området ligger mellem Louvre og Operaen, der sammen danner en smuk baggrund for en dag i shoppingens tegn. Kvarteret er hjem for nogle af de mest klassiske parisiske haute couture designere som Hermès og Yves St. Laurent, men byder også på den efterhånden ikoniske butik Colette. Colette er en avantgarde livsstilsbutik, hvor man kan finde alt fra tøj, sko, musik, kunst og make-up. Colette er et must-see for enhver fashionista på shoppingtur i Paris.

    Vi anvender cookies til at gøre din oplevelse så god som mulig. Ved at anvende dette websted accepterer du vores cookie-politik