Generelle betingelser

Bestilling af rejsen
Rejserne kan bestilles på telefon nr. +45 70 10 20 00, eller man kan sende en forespørgsel via e-mailadressen eventrejser@sas.dk. Bemærk venligst at alle priser i vores markedsføringsmateriale er fra priser, og at en forespørgsel ikke garanterer købet af den omhandlede rejse. Rejsen er først bekræftet, når en rejsekonsulent har bekræftet denne telefonisk. Det er ikke muligt at bestille event- og livsstilsrejser online.

Betaling af rejsen
24 timer efter at rejsen er bestilt, skal hele rejsen betales. I nogle tilfælde vil der blive opkrævet et depositum.

EuroBonus-point
Der optjenes 25 % EuroBonus Basispoint. Basispoint optjenes, hvor intet andet er anført, og det forudsættes, at kunden er indehaver af et SAS EuroBonus-kort. Hvis SAS benytter andre samarbejdspartnere, er det dét pågældende flyselskabs regler om optjening af bonuspoint, som er gældende. Det vil sige, at man ikke  er garanteret, at der her optjenes 25 % EuroBonus Basispoint.
 
Pas, visum og vaccinationer
Oplysninger om forhold vedrørende pas, visa, sundhedsmæssige betingelser, herunder krav om vaccinationer eller lignende betingelser, der skal være opfyldt for, at rejsen kan gennemføres, meddeles kunden inden aftalens indgåelse.  Andre praktiske oplysninger, som er nødvendige for, at rejsen kan gennemføres, meddeles kunden senest inden rejsen påbegyndes. Det er kundens eget ansvar at sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og vaccinationer.

Afbestilling

Kunden har ret til at afbestille rejsen på følgende vilkår, i det omfang SAS' egen ret til afbestilling over for tredjemand ikke er begrænset. Med tredjemand menes samarbejdspartnere, herunder leverandører.
Ved afbestilling senest 2 måneder før rejsens påbegyndelse tilbagebetales hele rejsen med fradrag af et gebyr på 20 % af rejsens pris.
Ved afbestilling senere end 2 måneder før rejsens påbegyndelse, ved for sent fremmøde eller ved kundens udeblivelse, har kunden ikke krav på tilbagebetaling af nogen del af rejsens pris.
Ved afbestilling på grund af at der inden for et tidsrum af 14 dage før rejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af rejsemålet forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder, tilbagebetales rejsens fulde pris. Dette gælder dog ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var alment kendt.

Ovenstående regler gælder for afbestilling af en enkelt persons rejse. For afbestilling af enkelte rejsedeltageres rejse, der har bestilt rejsen som en grupperejse, kan der gælde særlige afbestillingsvilkår, f.eks. som følge af at et dobbeltværelse skal ændres til enkeltværelse m.v.
Tilbagebetaling af rejser vil først ske, når kunden har fremsendt alle originale rejse- og eventdokumenter til SAS, herunder indgangsbilletter til f.eks. events, flybilletter m.v.

Afbestillingsforsikring

SAS kan tilbyde at tegne en afbestillingsforsikring, der gælder i tilfælde af akut sygdom eller dødsfald hos rejsedeltageren eller rejsedeltagerens nærmeste familie inden afrejse.

Ved akut dækningsberettiget sygdom forstås en nyopstået sygdom, en begrundet mistanke om en nyopstået alvorlig sygdom, eller en uventet forværring i en bestående eller kronisk sygdom. SAS samarbejder med Europæiske Rejseforsikring, og policen koster som udgangspunkt 6% af rejsens pris. For yderligere oplysninger, betingelser og vilkår henvises til Europæiske Rejseforsikrings hjemmeside: www.europaeiske.dk. Afbestillingsforsikringen tegnes samtidig med, at rejsen betales, og kan ikke tilbagebetales.

Rejseforsikring
Rejsedeltageren er selv ansvarlig for at tegne den korrekte rejseforsikring. SAS hjælper gerne, hvis kunden har spørgsmål eller er i tvivl om dækningen af forsikringerne.

Kundens ændringer
Det er muligt at ændre navnet på rejsedeltageren indtil 14 dage før rejsens påbegyndelse mod betaling af et gebyr på 300 kr.  Hvis SAS benytter andre samarbejdspartnere, f.eks. i forbindelse med visa, events på destinationen m.v., kan det dog ikke garanteres, at der kan foretages navneændringer og der kan herudover forekomme yderligere gebyr for navneændringer i sådanne situationer. Det er desuden et krav, at den nye rejsende (hvis der ud over ændring af navnet er tale om en ny rejsende) opfylder samtlige krav til rejsedeltagerne for den pågældende rejse. Det er ikke muligt at ændre afrejsested, destination, hotel, events m.v. efter rejsens bestilling.

Prisændring

SAS forbeholder sig ret til efter kundens køb af rejsen at forhøje eller nedsætte prisen på grund af ændringer i transportomkostninger, herunder brændstofpriser, skatter og afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, herunder lufthavns, havne, landings og startafgifter, samt de valutakurser, indkøbspriser og tariffer, der er anvendt ved beregning af rejsens pris. En prisændring vil blive meddelt kunden snarest muligt og senest 20 dage før afrejse. Overstiger en prisforhøjelse mere end 10 % af rejsens pris, kan kunden afbestille rejsen og kræve rejsens pris tilbagebetalt ved at kontakte SAS skriftligt uden unødigt ophold.

Misligholdelse før rejsens påbegyndelse

Hvis et eller flere væsentlige vilkår for rejsen ændres, eller hvis rejsen aflyses, underretter SAS snarest muligt kunden herom. Underretningen skal indeholde oplysninger om, hvilke rettigheder kunden har, og om at kunden mister disse rettigheder, hvis ikke kunden inden rimelig tid giver meddelelse til SAS om, at kunden vil gøre disse rettigheder gældende. 

Hvis et eller flere væsentlige vilkår for rejsen ændres, eller hvis SAS aflyser rejsen, har kunden ret til at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold aftalen. Kunden kan i stedet for at kræve samtlige beløb tilbagebetalt vælge en anden rejse, såfremt SAS uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette. Prisforskellen mellem den aflyste rejse og den tilbudte rejse opkræves/refunderes kunden.

Hvis kunden herudover lider tab ved, at et eller flere væsentlige vilkår ændres, eller at rejsen aflyses, har kunden krav på erstatning fra SAS, medmindre 1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til rejsen er mindre end det i aftalen angivne minimum, og skriftlig meddelelse herom er kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist, 2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne forhold, 3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af SAS eller nogen, som SAS er ansvarlig for, eller 4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som SAS eller nogen, som SAS er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.

Misligholdelse efter rejsens påbegyndelse
Eventuelle reklamationer under rejsen skal fremsættes overfor det relevante flyselskab, hotel, eventarrangør m.v., som SAS samarbejder med på destinationen. Dette skal ske indenfor rimelig tid efter, at kunden har konstateret manglen, så der er mulighed for at afhjælpe manglen med det samme og med mindst mulig ulempe for kunden. Kunden er dog ikke berettiget til afhjælpning af manglen, hvis dette vil påføre SAS uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. Kunden skal sikre sig bevis for, at kunden har reklameret, hvis manglen ikke kan rettes på stedet, såfremt kunden senere ønsker at rejse krav om erstatning overfor SAS. Manglende reklamation og bevis herfor vil medføre tab af retten til senere erstatning. Krav angående mangler, der ikke kunne løses på destinationen, skal være SAS i hænde indenfor rimelig tid efter rejsens afslutning. Kan reklamationen ikke løses til kundens tilfredshed, kan kunden indbringe den for Rejseankenævnet på nævnets hjemmeside: www.rejseankenaevnet.dk.

Hvis kunden herudover lider tab som følge af, at rejsen er mangelfuld, har kunden krav på erstatning fra SAS, medmindre 1) manglen skyldes kundens egne forhold, 2) manglen skyldes en uvedkommende tredjemand, og at manglen ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af SAS eller nogen, som SAS er ansvarlig for, eller 3) manglen skyldes udefra kommende omstændigheder, som SAS eller nogen, som SAS er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.
 
Events, teater, forestilling o.l.
Såfremt arrangøren af en teaterforestilling, event m.v. aflyser eller ændrer arrangementet kan SAS ikke drages til ansvar.
Ved aflysning af en teaterforestilling, event m.v. forud for rejsens påbegyndelse refunderes billetprisen på teaterforestillingen, eventen m.v., men rejsen gennemføres alligevel.
Rejsegarantifonden
Rejsegarantifonden er kundens sikkerhed for indbetalte beløb. SAS er medlem af rejsegarantifonden og har medlemsnummer 1810. Rejsegarantifondens adresse er:

Rejsegarantifonden
Røjelskær 11, 3. sal
2840 Holte
Tlf.: 45 87 83 33
www.rejsegarantifonden.dk
 
Kundens ansvar ved bestilling, betaling og afvikling af rejsen
Det til SAS af kunden meddelte navn og adresse, hvortil ordrebekræftelse/billet skal sendes, vil af SAS blive betragtet som den kunde, hvor al efterfølgende henvendelse/korrespondance angående rejsen vil ske til.
Det er desuden kundens ansvar altid at rette sig efter gældende ordensbestemmelser og anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har forbindelse med rejsens gennemførelse.

 

 
Scandinavian Airlines © 2010 | Policies | Site Map | About SAS Group | SAS Nyhedsbrev